Så er vi hjemme igen efter vores studietur til Tyrkiet. Temaet for denne tur var 5-stjernet hoteller og vi har glædet os sådan til at fortælle jer om, hvad vi har oplevet. I dette blogindlæg finder du vores rejseplan og kommentarer til de hoteller og områder som vi har besøgt.  Måske du kan finde noget inspiration til din næste rejse? Rigtig god læselyst!

De bedste hilsner
Team JASØ

Dag 1 – Fra Hamborg til Antalya

Den første dag i vores program var afsat til afrejse. Vi mødtes fra morgenstunden til morgenmad og hyggeligt samvær, inden vi blev hentet af vores shuttle-service. Den skulle fragte os fra Tønder til Hamborg Lufthavn. Som du sikkert ved, hvis du allerede har rejst med JASØ Rejser, så tilbyder vi blandt andet en shuttle-service gennem bureauet, OnTour Shuttle. Her har du mulighed for at blive hentet og bragt på din hjemme adresse. Denne transfer er ideel for dig, der gerne vil lade bilen stå hjemme og spare parkeringen i Hamborg Lufthavn.

Køreturen fra Tønder til Hamborg var yderst behagelig. Den var ikke præget af særlig meget vejarbejde eller trafik og vi blev afleveret lige ved indgangen, da vi ankom til lufthavnen. Nemmere bliver det ikke! Prisen for denne shuttle-service afhænger selvfølgelig af, antal personer og hvor i landet I skal hentes. For os fire personer med business class, fra Tønder til Hamborg Lufthavn og retur igen, blev det 398 Euro.

Fra Hamborg til Antalya tog det cirka 3,5 time og fra Antalya Lufthavn til vores hotel i Belek tog det omkring 40 minutter. Under hele studieturen har vi boet på hotellet, Titanic Deluxe i Belek. Et femstjernet hotel, velegnet til golf-entusiaster, da hotellet har egen golfklub og golfbaner. Dog er det også et super hotel for familier, da hotellet har vandrutsjebaner, børneklub og hele 8.000 kvadratmeter pool at boltre sig i.

Dag 2 – Side og Belek 

Denne dag startede ud med morgenmad på hotellet og derefter en lille bustur mod Side. Fra Belek til Side tog det cirka en halv times tid. Her skulle vi besøge følgende hoteller:

–          Royal Dragon, Evenreseki – 5*

–          Paloma Oceana Resort, Kumköy – 5*

–          SENTIDO Perissia, Kumköy  – 5*

–          Acanthus & Cennet Barut, Side – 5*

–          Gloria Golf Resort, Belek – 5*

Alle hoteller var absolut ikke til at klage over, dog har vi et par favoritter, som du selvfølgelig skal læse nærmere om.

SENTIDO Perissia 

Dagens tredje hotel, SENTIDO Perissia, som er beliggende i Kumköy-området var uden tvivl en sikker vinder! Et herligt personale mødte os med smil, da vi ankom og den skønne beliggenhed samt hotellets lækre faciliteter og mad gjorde os ikke et sekund i tvivl – Her vil vi gerne tilbage til!
Vi fik lov til, at se et standartdobbeltværelse med balkon. Et rigtig fint værelse og meget moderne!
Vi var også heldige, at spise vores frokost på dette hotel. Buffeten bød på meget appetitlig mad i form af flot anrettede salater, lækkert kød, fisk og meget andet. Her var man ikke på noget tidspunkt den mindste smule i tvivl om, hvilken en kategori vi befandt os i, for hotellet levede fuldt ud op til sine fem stjerner. Den tilhørende strand var super dejlig. Generelt er stranden i Kumköy-området velkendt for at være rigtig lækker, da det er en flad og børnevenlig sandstrand. SENTIDO Parissia vil vi klart anbefale til ferien kun for voksne, da ”SENTIDO” står for rolige omgivelser, høj kvalitet og høj standart. Dog kan hotellet også sagtens anbefales til familieferien, da dette SENTIDO hotel også byder på masser af børnevenlige aktiviteter såsom børneklub og vandrutsjebaner.

Acanthus & Cennet Barut 

Efter besøget på SENTIDO Perissia kørte vi videre til hotel Acanthus & Cennet Barut i Side. Barut er en hotelkæde med super flotte hoteller i meget høj standart. Dette fik vi også lov til at opleve, da vi besøgte hotel Acanthus & Cennet Barut. Vi fik her et indtryk af,  at det er et stilrent hotel. Udenfor venter  et rigtig lækkert pool-område og indenfor har man fornøjelsen af, at kunne bo på flotte og moderne værelser.  Atmosfæren på hotellet henvender sig til det mere modne publikum, og vi vil derfor som udgangspunkt anbefale dette hotel til en voksenferien.

Dag 3 – Belek, Lara og Antalya

Studieturens tredje dag startede i Belek. Belek ligger på Tyrkiets sydkyst og er kendt for sine store familie- og træningshoteller. Her er specielt sportsgrenen golf populær. Hele 14 golfbaner finder du i Belek, som ellers er et forholdsvis lille område. Efter besøget i Belek kørte vi videre til Lara, som bød på yderligere to hoteller. I alt blev det altså til følgende hotelbesøg:

–          Regnum Carya Golf & Spa Resort – 5,5*

–          Calista Luxury Resort – 5,5*

–          Maxx Royal Montgomery – 5,5*

–           Susesi Luxury Resort – 5*

–          Trendy Lara – 5*

–          Barut Lara – 5*

Regnum Carya Golf & Spa Resort 

Dagens første stop på Regnum Carya Golf & Spa Resort kan ikke måles med noget andet hotel, som vi har set på denne studietur. Vi er stadig mundlamme efter vi er kommet hjem. Efter besøget på dette hotel undrede vi os på ingen måde over at topmødet, Expo 2016, blandt andet foregik på dette hotel. Vi fik fremvist den billigste værelsestype, som skulle forestille et ganske almindeligt standartværelse. Her er blandt andet BVLGARI toiletartiklerne og et indbygget fjernsyn i spejlet en del af deres standartværelser. Derudover kan man som gæst forvente meget mere end blot en buffet, når man bestiller med all inklusive. På hotellet var der nemlig blandt andet konditori og gourmetrestaurant som en del af all inklusive. MUMS!

Calista Luxury Resort og Maxx Royal Montgomery 

Det næste hotelbesøg bar også præg af topmødet i 2016, da vi på Calista Luxury Resort fik fremvist den kongesuite, som Barak Obama havde opholdt sig i under Expo 2016. Som kæmpe fan af Obama, er Mie fra kontoret stadig høj på lykke efter dette hotelbesøg. Videre på næste hotel, Maxx Royal Montgomery, var vi heller ikke i tvivl. Her kunne vi godt se os selv holde ferie. Super lækkert og moderne hotel med en snert af nordisk stil i deres restauranter. Hotellet byder blandt andet på egen golfklub, tennisbaner og fitnesscenter med yoga og pilates hold. Som en ekstra lille luksus har man på dette hotel en assistent tilknyttet sit værelse. Det er altså, at tage service til helt nye højder!

Trendy Lara 

I Lara som er et nyere område, i retning mod Antalya gjorde vi to stop. Her besøgte vi hotel Trendy Lara og Barut Lara, som begge er femstjernet hoteller. Hotel Trendy Lara er et nyt hotel fra 2016, hvilke på nuværende tidspunkt kan ses ved, at den sidste ud af tre fløje stadig er under opbygning og det samme gælder den tilhørende strand, som mangler et sidste touch, for at blive klar til højsæsonen. For at komme ud til stranden skal man ud på en lille sejltur. Små fire minutter i båd tager det at krydser floden, der løber ude foran hotellet. På den anden side af floden finder du stranden. En rigtig dejlig strand, hvor man kan ligge sig i skjul fra de andre hoteller. På stranden er der selvfølgelig taget højde for, at gæsterne skal have mad og toiletfaciliteter, så man ikke skal fragte sig selv frem og tilbage med båden i løbet af dagen. Selve bådturen til og fra stranden er ganske behagelig!

Antalya

Efter dagens sidste hotelbesøg, hoppede vi igen på bussen og kørte videre til Antalya. Fra Lara til Antalya tog det knap 15-20 minutter. Lara er et perfekt område at holde sin ferie, hvis man gerne vil slappe af i rolige omgivelser, men også vil ind til storbyen og shoppe om aftenen. Inde i Antalya venter der massere af liv og shopping muligheder. Vi blev rigtig overrasket over hvor fed en by Antalya faktisk er. Et pulserende byliv, der lyser op når mærket falder på og en by, som gemmer på gammel historie midt inde i centrum. Herinde finder du nemlig den gamle bydel af Antalya. Vi fik lov til at vandre gennem de små gader og gamle bygninger og jo længere ind i denne del af Antalya vi kom, desto mindre bemærkede vi bylivet, som foregik ude på den anden side af muren. Vi blev meget inspireret og positivt overrasket over Antalya efter denne vandring. Vi kan derfor varmt anbefale Antalya som rejsemål til din næste storbyferien.

Dag 4 – Fra Antalya til Hamborg

Hjemrejsedagen startede klokken 08:15, da vi her blev hentet på hotellet. Herfra blev vi kørt til Antalya Lufthavn, hvor vi var omkring 2 timer før boarding. De mange mennesker, lange køer og flere omgange af sikkerhedskontrol tog sin tid, så da vi endelig var igennem, havde vi ti minutter til boarding. Vi fik købt noget morgenmad og hoppede herefter direkte på flyet. En behagelig flyvetur med SunExpress fløj afsted (bogstaveligt talt) og tilbage i Hamborg ventede vores OnTour chauffør i ankomsthallen. Sikke en dejlig frihed bare at kunne samle sin kuffert op fra bagagebåndet, finde sin chauffør og læne sig tilbage resten af vejen hjem.

Vi er nu hjemme igen og har haft et par dage til at fordøje, hvad vi har set. Alt i alt, er der ikke et eneste hotel, som vi ikke vil anbefale. Alle hoteller er af meget høj standart og med gode hotelfaciliteter, og så er der jo lige den ekstra ting, som Tyrkiet bare er rigtig god til. Nemlig familie-værelserne, hvor der er plads til mere end den typiske familie-sammensætning på to voksne og to børn.

Hos Jasø Rejser synes vi bestemt, at ovenstående hoteller er værd at tage op til overvejelse, når I skal booke jeres næste ferie. Husk, at de nævnte hoteller blot er et mikroskopisk udpluk af overnatningsmuligheder i Tyrkiet. Vi har mange flere idéer, tips og tricks i ærmet. Hvis du skulle være nysgerrig på, hvordan de andre hoteller ser ud, kan du finde dem alle på vores Instagram Story, der er fastgjort til vores Instagram profil, Jasø Rejser. Tak, fordi du læste med 🙂